hjemmeside opdret10

Tanker om opdræt

Dette er nogle af vores tanker om opdræt og avl. Vi vil gøre det klart og tydeligt, at det er vores helt private meninger, ingen endegyldige sandheder. Visse dele er videnskabeligt bevist fakta, andre er vores meninger dannet gennem vores mange år af erfaring med opdræt. Vi har samlet dem her som et tilbud til de som orker at læse alt igennem, for at få et billede af og indblik i hvordan vi tænker som opdrættere, og hvad vi prioriterer. Vi har lært meget og ændret opfattelse flere gange gennem årene og ser det at opdrætte som en dynamisk proces, hvor man hele tiden lærer nyt. Derfor kan det også sagtens være, vi i fremtiden kommer til at få nye ideer eller ændre mening om noget af det her skrevne som vi ændrer. Vi vil også gøre klart, at vi på ingen måde i denne tekst sigter mod bestemte andre opdrættere. Nogle steder nævner vi, hvordan vi synes andre opdrættere gør anderledes end os. Dette er generelle observationer, ikke personlige angreb på enkelte individer. Vi tror på, at man udvikles ved at turde have meninger. Tør man det, synes man ikke altid det samme som alle andre, og det er ikke noget problem for os, så længe man kan formidle dette på en professionel måde. Alle behøver for vores skyld ikke være enige med os, men vi behøver heller ikke være enige i hvad alle andre gør. At vi tillader os her på vores egen side at give udtryk for vores mening, skal ikke tolkes som et angreb på nogen anden specifik opdrætter, for på den måde er det ikke ment.

hjemmeside opdret8

For os handler opdræt om et helhedstænkende. Det handler om ydmygt at forsøge at bevare de racer man arbejder med. Hunde er levende væsner, og så snart der er genetik involveret i et projekt, bliver det helt umuligt at give nogen som helst form for garanti. At love 100% sunde og raske og glade hunde er derfor umuligt. Dermed ikke sagt at det selvfølgelig ikke er det vi stræber efter, altså at hver eneste hvalp vi opdrætter skal være glad og sund og ligne den race det nu er. Opdrættere har forskellige mål og forskellige måder at nå frem til disse mål.

Det her med at ligne den race man nu køber. Er det vigtigt? Hvis nu man ikke skal udstille eller avle, alle hunde er vel søde, eller? Jo vi synes det er vigtigt.

Alle hunderacer er en del af en kulturhistorisk arv. Hundene har alle historisk set fulgt et folkeslag og er udviklet ud fra forskellige opgaver. De har assisteret mennesker som jagthunde, hyrdehunde, vagthunde, slædehunde eller kort og godt som selskabshunde. Klima, omgivelser og arbejdsopgaver har formet hundene på helt forskellig vis og det er derfor vi i dag har så mange forskellige hunderacer som vi har. Nu kunne man jo have valgt at sige, at pyt med det, vi parrer bare løs, blander dem alle sammen og ser hvad der kommer ud af det, vi behøver ingen hund til den eller den specifikke opgave mere så hvorfor holde fast i den race. Nogle af hvalpene ville sikkert blive dejlige og søde hunde, men det modsatte kunne også være tilfældet. Visse hunde passer slet ikke at parre sammen, en stresset hyrdehund parret med en aggressiv vagthund kan fx give hvalpe med seriøse mentalitetsproblemer, to racer med hver sin arvelige sygdom som blandes sammen kan få begge sygdomme spredt endnu mere og hvalpene kan i værste fald ende med to problemet i stedet for et osv. Og som sagt er de racer der findes i dag alle kulturelle klenodier skabt og bevaret af folk rundt om i verden. Man har derfor valgt at bibeholde raceavlen på kontrolleret vis hvor hver race holdes for sig, altså når vi taler stambogsførte hunde.

Ingen race godkendes på fem minutter. Normalt ligger der et rigtig stort historisk arbejde bagved. Man indsamler så meget information som muligt om den historiske baggrund for racens oprindelse, kigger på kilder, snakker med de folk der aktivt har anvendt eller stadig anvender racen i dens oprindelige forstand, samler hunde ind som grundmateriale osv osv. Det er et stort arbejde, der ofte kan tage flere år og ud fra alle data indsamlet skrives racens standard. For visse racer er dette arbejde gjort for rigtig mange år siden, for andre er det mere nyt.  I standarden nævnes både hundens oprindelse, dens baggrund samt beskrives hvordan den ideelt bør se ud og opføre sig. Alt beskrives i detaljer, hoved, pels, vinkler, længde på ryg, hale osv. Standarden er derfor i vores øjne enhver opdrætters bibel og bør være det første man lærer udenad, når man starter opdræt på en race. Vi opdrættere kan ikke vælge, hvordan en race skal se ud ud fra vores egne personlige præferencer. En standard har ofte plads til fortolkninger, og man kan se en typeforskel fra den ene opdrætter til den anden på hunde som alle ligger inden for standarden. Dette er kun positivt. Det der uforklarlige som er en races type kan man ofte ikke så let skrive ned med få ord. Det er det dygtige opdrættere har øje for og kan se. At alle ikke avler efter præcis det samme er kun et plus for os, det bibeholder variation i racen så længe alle hunde ligger indenfor standarden og har den rigtige type, og det kan de sagtens have selv om de er lidt forskellige. Men skriver en standard at en race skal være let og kvadratisk kan man ikke egenhændigt beslutte at man bedre kan lide rektangulære og tunge hunde og så avle på det. Nævner standarden at racen skal være modig og aktiv kan man ikke selv vælge at man hellere vil have rolige og lidt forsigtige individer og omvendt, nævner standarden at racen skal være rolig og ustresset kan man ikke selv avle løs på stressede gøende hunde fordi man er vild med at træne agility og gerne vil have en hund med meget fart. Passer racen ikke ind med ens egne ønsker, må man vælge en race der gør!

Desværre synes vi ikke altid alle andre opdrættere er enige der. Folk vil eller kan ikke altid læse en standard og vi ser flere som af den ene eller anden grund tilsidesætter racens standard.  Et eksempel er at man starter et opdræt med en hund som faktisk ikke var købt som avlshund, som måske har flere fejl, men man er så glad for sin hund og bliver så bidt af hundesporten selvom det ikke var planen da man købte hvalpen, at man vælger at tage et kuld på den alligevel og så starter det derfra; man beholder måske en tævehvalp fra det første kuld og så ruller bolden. Eller man har været vant til en anden race som havde en helt anden mentalitet end den nye og overfører tidligere erfaringer til denne race ala ”min rottweiler elskede at træne politihundetræning så det skal min pekingeser også” – for at sætte det lidt på spidsen. Måske man selv får en første hund som ikke er typisk for racen (behøver ikke være negativt kan fx være en hund som har rigtig meget energi, hvilket man selv ser som positivt, men som måske slet ikke er typisk for den race) og forelsker sig i det og føler det er det ”rigtige” og går ud fra det i fremtiden. Mange som en gang har dannet sig et personligt indtryk af hvordan deres race er nærlæser ikke standarden igen og spørger sig selv, om de faktisk er på rette vej, de fortsætter ud af den linie de nu engang har sat for sig selv som rigtig. De tager ikke et skridt tilbage og ser objektivt på racen og avlsarbejdet. Og nogle få mennesker, lige gyldig hvor mange år de har været med, bliver bare aldrig dygtige til at ”se på hund” og har svært ved at se hvad der er korrekt og forkert, mens andre har et naturligt øje for hvornår en hund er velbygget og hvilke to hunde der passer sammen. Der er mange flere grunde end de her nævnte, men der er altså stor forskel på ambitioner, baggrund og mål blandt opdrættere.

Vores mål med de racer vi arbejder med er at forsøge at være tro mod deres racestandard. Det er som sagt levende væsner og genetik er svær at styre, så intet bliver nogensinde helt perfekt, og det ville være skræmmende, hvis det blev. Men det er vigtigt for os, at de hunde vi anvender i avl lever op til det, der beskrives som typisk både hvad gælder udseende og temperament. Og det betyder ikke, at de ikke kan have fejl eller at alle skal være champions, det betyder at de skal være hvad vi mener er typisk for deres race.

Vi føler hele ideen med racehundeavl går tabt, hvis ikke man har dette mål. Sikkerheden for en hvalpekøber skulle netop gerne være, at køber de en racehund så ved de på forhånd i grove træk, hvordan den hund vil blive. De ved, hvilke mentale styrker og svagheder den burde have, de ved hvor stor eller lille den bliver, hvordan pelsen vil være og hvilken pleje den vil kræve osv. Køber man en race der fx burde have en forholdsvis nem pels at holde og som skal trimmes et par gange om året, men får et eksemplar med alt for blød pels, som er til besvær for både hund og ejer og må klippes og børstes jævnligt for ikke at gå helt i filt, så er det jo ærgeligt. Det samme gælder, hvis man køber en hund man troede skulle veje ca 12 kg som voksen, fordi man har problemer med sine håndled og ikke kan holde en tung hund og man så får en der vejer 21 kg i stedet. Hvis man ved inden man køber sin hund, at man virkelig har lyst til at træne agility på højt niveau er det selvfølgelig også dejligt at kunne vælge en race man ved burde have evner netop for det, og viser det sig så man får en hund der alligevel slet ikke duer til det, bliver man skuffet. Selvfølgelig elsker alle deres hunde uanset hvordan de nu kommer til at se ud, men det er alligevel rart, hvis man vælger en race ud fra nogle specifikke egenskaber, at man også kan regne med i grove træk at hvalpen så kommer til at leve op til det. Og der kommer vi tilbage til det første. Er det vigtigt hvordan en hund ser ud, hvis man ”bare” skal have en familiehund?

”Vi er ligeglade med udstilling”, ”vi sælger bare hvalpe til familiehunde”, ”vi går ikke på udstilling for det er ikke vigtigt, vi går meget mere op i mentalitet” og mange flere udmeldelser florerer flittigt blandt racehundeopdrættere og hvalpekøbere. Hvorfor skal en familiehund ikke ligne den race den er og hvorfor er en opdrætter ligeglad med udstilling? Det forstår vi ikke.

Der er aldrig nogen, der har sagt, at man ikke både kan opdrætte hunde som ser ud sådan som racens standard foreskriver, som er sunde og raske og som har et godt temperament. Der findes ingen regel om at smukke hunde skal være syge og have et dårligt temperament eller at sunde hunde skal være grimme! Tværtimod – en velbygget hund som rør sig let og frit og som har en korrekt pels vil ofte også være en sund hund. Mange folk som køber en racehund har måske ikke nogen som helst planer om at udstille eller selv avle, men har alligevel forelsket sig i hvordan en race ser ud og opfører sig og bør vel så også have så typisk et individ af denne race som muligt, selvom de ikke har udstillingsplaner?
Det stemmer, at der findes et fåtal af racer, hvor bevidst avl kun på udseende har ændret disse racers sundhedsstatus, men det gælder meget få racer, langt de fleste flere hundrede hunderacer døjer slet ikke med dette problem og ingen af de racer vi opdrætter har den problemstilling.

Hundeudstillinger er i vores øjne den eneste kvalitetsvurdering en opdrætter kan få af sine avlsdyr og deres formåen. Javist der er forskel på dommere og nogle ved mere om ens race end andre og man kan godt få nogle bedømmelser, der måske slet ikke stemmer. Så kommer man kun på udstilling en enkelt gang kan man være uheldig at få et (forkert) dårligt resultat på en god hund eller heldig at få et godt resultat på en dårlig hund. Men udstiller man nok gange bør der formes et mønster i hvilket man ser et tydeligt billede af en hunds fortrin og mangler, og i hvilket man ser hvor på skalaen en hund ligger i forhold til de andre individer i racen. Om man vil rejse ind- og udland rundt i jagt på masser af titler eller om man blot vil udstille sine avlshunde  på udstillinger indenfor overskuelig radius synes vi må være helt op til hver enkelt. Men slet ikke at udstille og være interesseret i at få sine avlsdyr og sit opdræt vurderet eller at forkaste alle udstillingsresultater forstår vi ikke.

Standarden som skrevet ovenfor bliver ikke til på et par minutter. Den er et dokument som der ligger utrolig meget viden og forskning og arbejde bag. De største eksperter på racen har været med til at nedskrive det ultimative for netop den race. Det er jo ikke sådan, at nogen finder på noget ud fra egen interesse. ”Vi synes store ører er søde, så vi skriver de skal have det” eller ”den ville være pænere med meget pels, så lad os skrive den skal have det”. Standarden er skrevet ud fra racens historiske baggrund, og det der nævnes i standarden har alt sammen en funktion. Ordet funktion er for os utrolig vigtigt.

Finsk lapphund og finsk hyrdehund skal have en strid vandafvisende pels overalt på kroppen eftersom de har arbejdet i ekstreme forhold i kulde og sne. En hund med forkert eller manglende pels ville dø om vinteren og blive ædt af myg om sommeren i Lappland. En lagotto har en krøllet vandhundepels fordi den oprindelig var en vandapportør som skulle kunne svømme og hente ænder og havde brug for en pels, der var funktionel for dette. Det er klart at man på udstillinger bedømmer fx pelsen, og at en lagotto med super fine krøller og typisk pels klarer sig bedre end en med mangel på dette, ligesom en velpelset lapphund med pels af korrekt strid kvalitet måske vinder over en med kort eller alt for blød pels. Men det handler jo altså ikke om snobberi eller at smagsdommere siger at den hund er sødere end den. Det handler om at dommerne vurderer hvor tæt hundene kommer på at se ud og opføre sig som deres oprindelse og dermed også ville kunne fungere i deres oprindelige funktion den dag i dag. En lapphund med dårligt kors og ineffektive bevægelser vil have svært ved at løbe 50 km på fjeldet i dyb sne og is og en stor tung og klodset lagotto vil have svært ved at sidde og balancere i en lille båd og let hoppe ud og hente en and og hoppe tilbage igen.

Kort og godt, en hundeudstilling er en kåring præcis som et dyrskue, hvor hundenes funktionalitet og arbejdsformåen vurderes. Man køber ikke en ferrari hvis man skal køre terrænkørsel i ekstreme forhold eller en lastbil hvis man er alene og kun kører bykørsel og aldrig skal fragte andet end en håndtaske. Hunderacer er som biler og alt andet med en funktion alle skabt med forskellige funktioner for øje, og det er disse som vurderes på en udstilling. Ikke hvem der er sødest eller har den fineste sløjfe i håret som mange måske tror, hvis de aldrig har været på en hundeudstilling i deres liv.

Nøgleordet er funktion og at hunden lever op til de funktioner som er typiske for netop den race er også det, der gør den racetypisk og værd at avle videre på. Det er det som sikrer en hvalpekøber, at der er så stor chance som muligt for at afkom fra den hund formentlig også vil besidde mange af de funktioner man finder ønskelige for den race.

Alt er subjektivt og visse dommere er dygtigere end andre, men målet med en udstilling er at finde de hunde som kommer nærmest den standard som er det ultimative mål for denne race. For os er udstillinger derfor vigtige, ikke kun fordi det er en elsket hobby, men også fordi det er her vi som opdrættere får vores arbejde bedømt og vurderet.

Alle stambogsførte hunde indgår i racen og den mulige genetiske population. At sige man er ligeglad med hvor typiske eller utypiske hundene er, fordi de bare skal sælges som familiehunde, er derfor for os slet ikke et holdbart argument. For det første synes vi som skrevet ovenfor, at de som køber en familiehund har lige så stort krav på at få en hund som lever op til sin standard som de som køber en hvalp og har planer om udstilling, men for det andet kan ingen vide, hvilke af de hvalpe man opdrætter, der senere kommer til at gå videre i avl. En hund solgt som familiehund kan senere skifte ejer eller familien kan få lyst til at prøve at få hvalpe eller komme på udstilling. Alle stambogsførste hunde er en del af racen og mulige avlshunde, og jo flere der er typiske og bevarer racens karakteristiska jo bedre og jo flere hunde bliver der dermed også at vælge imellem, når man skal avle. Hvis 65% af samtlige hvalpe der registreres i en race er så utypiske enten eksteriørt eller mentalt at de faktisk ikke er værd at bruge videre i avl, så er det 65% af racen, der genetisk er mistet. Hvorfor opdrætte racehunde, hvis målet ikke er at bevare den race man arbejder med? Jo mindre genetisk variation i en race jo større risiko for sygdomme og indavl. I vores øjne er det meget bedre, hvis racen generelt holder så høj kvalitet, at man kan gå ud og bruge helt ”almindelige” hunde i avl således at så mange hunde som muligt indgår i avlen frem for at det bare er enkelte stjerner som får en masse kuld. Men det kan man kun hvis de almindelige hunde har en kvalitet, der gør dem værdige til at indgå i avlsarbejdet.

hjemmeside opdret3

Ikke at stræbe efter at få det så godt som muligt i hvert eneste kuld der registreres i en race er derfor i vores optik helt forkert. Ingen hund er perfekt og genetik kan som sagt ikke styres, det er ikke maskiner vi arbejder med og der kan komme overraskelser eller hunde der ikke falder ud som man havde troet. Og sådan vil det altid være. Men vores eget udgangspunkt og mål er altid at forsøge at få typiske individer frem, hunde som med stolthed kan være glade og sunde familiehunde, men som også uden problemer kunne møde op på en udstilling og blive godkendt som typisk for deres race og som, hvis det skulle blive aktuelt, med fordel kan bruges i avl til racens fortsatte fremgang.

Genetisk variation er vigtig. Når man engang imellem hører negative ting om racehundeopdræt har det ofte at gøre med mangel på genetisk variation (og mangel på viden om hvad racehundeavl egentlig er). Avl, hvor man overanvender en enkelt hund eller linie eller hvor man indavler, kan give mange helseproblemer for hunde. Det kan ofte være fristende for opdrættere, hvis en hund eller en bestemt familie virkelig giver det man ønsker, at bruge den for meget. Især for nogle årtier siden var det langt fra unormalt, at en enkelt hanhund kunne blive far til en kæmpe andel af flere genrationer af hunde, fordi han producerede typisk afkom. Denne form for avl giver dog flere problemer. For det første spredes en enkelt hunds gener alt for meget. Alle hunde bærer på en eller anden defekt, normalt flere. Visse alvorlige, andre mere ubetydelige. Mange af disse viser sig først langt frem mange år efter en hund selv blev brugt i avl. Har en enkelt hund nået at få flere hundrede afkom inden man pludselig opdager en defekt ved denne hund som måske er af den mere alvorlige slags er det utrolig mange hunde der rammes negativt.

Derudover skabes et andet problem nemlig i forhold til avl i de næste generationer. Det er ikke ualmindeligt, hvis en enkelt hund er blevet anvendt for meget, at næsten alle hunde i en generation er i familie med hinanden og har denne samme hund et eller andet sted på stamtavlen, og det gør det stort set umuligt at parre og finde en passende partner som ikke er i familie med ens egen hund.

Hver gang man vælger en hund vælger man også en anden fra. Er en hund anvendt til 45 parringer i en race i stedet for 5 er det 40 gange en anden hund er valgt fra! De 40 andre parringer kunne have tilføjet andre gener og andre egenskaber til racen end den ene der fik lov at sprede sig uhensigtsmæssigt meget og i kraft af det mistes det man kalder genetisk variation. Det er for racen bedre, at flere forskellige gode hunde bruges i avl til færre parringer frem for at enkelte individer bruges til mange parringer.

Der findes forskellige former for arvegange på forskellige sygdomme, men flere af dem kræver at både mor og far skal bære genet for sygdommen for at man skal få syge hvalpe. Jo tættere beslægtet og jo mindre genetisk variation der er blandt avlsdyrene, jo større risiko er der derfor for at begge hunde man parrer, risikerer at bære på det samme defekte gen.

Langt inden man vidste noget om genetik har de folk som har skabt de racer vi har i dag faktisk via sund fornuft formået at undgå meget af dette. For det første har de haft en naturlig hård udvælgelse, idet de anvendte hunden som et arbejdsredskab. De har valgt de stærkeste, sundeste og dygtigste individer som dem de ville gå videre med simpelthen fordi hunden ofte var livsvigtig for dem. Men de har faktisk også ofte lagt et stort arbejde i at ”opdrætte”, langt mere end mange tror. Samerne skrev fx egne stamtavler på lapphundene for flere hundrede år siden og kunne rejse langt for at parre med den rigtige hund. Mange tror tidligere mere primitive folkeslag bare har ladet hundene parre sig på kryds og tværs i en flok, men det er ofte langt fra tilfældet. Langt de fleste har forhindret indavl og har haft styr på hvem der blev parret med hvem og hvorfor, simpelthen belært af erfaring. Erfaring viste dem, at de sundeste og bedste hunde fik de ved at undgå kraftig indavl og ved at få nye blodlinier ind her og der. Præcis det samme bliver vi der arbejder med racerne nødt til at tænke på i dag, og for os har det derfor altid været vigtigt i vores avlsarbejde at forsøge at brede vores genetiske linier ud. Vi har prøvet at anvende mange forskellige linier i de racer vi arbejder med og også gerne nogle gange dem som mange andre ikke har anvendt. Alt er for os en vurdering når man opdrætter. Vi har også hunde på nogle af vores stamtavler som går igen på mange andre stamtavler, det er man nødt til engang imellem og det kan være svært at undgå. Alt skal passe sammen. Men vi har også stamtavler med helt andre hunde end gennemsnittet og for os i vores avl har det altid været et vigtigt kriterium ud over at se på hunden, dens eksteriør, mentalitet og sundhedsstatus også at se på dens stamtavle. Vi har valgt flere gode hunde fra simpelthen fordi vi syntes linien var for ”brugt” og der allerede fandtes for mange hunde med den genetiske opsætning og ikke så nogen grund til at vi også brugte den.

Af samme grund gentager vi heller aldrig en kombination. Har vi parret to hunde en gang og fået hvalpe ud af det, ser vi ikke nogen som helst grund til at gøre det om. Som tidligere nævnt, hvis der på senere tid skulle vise sig problemer i den kombination er det bedre ”kun” at have 5 hunde med det forældrepar end 25. Der er heller ingen genetisk anvendelse for så mange hunde med samme genetiske opsætning, og vi kan simpelthen ikke se spændingen eller udfordringen i at gentage noget vi allerede har gjort.

Når vi parrer to hunde forsøger vi altid at have racens fremtid for øje. Det er ikke nok på kort sigt at tro at lige præcis dette kuld vil give fine hvalpe, man bliver også nødt til hele tiden at tænke et par generationer længere frem, vil denne stamtavle kunne bruges, får man nogle linier med som måske er lidt andre end de der anvendes meget og som ellers var gået tabt, bliver dette hvalpe som det bliver svært at parre i fremtiden fordi de er i familie med alle andre, eller bliver det hvalpe som faktisk kan tilføre lidt nyt.

Derfor har vi også gennem årene importeret mange hunde og rejst rigtig mange gange rundt i verden når vi skulle parre. Nye linier og nyt blod og at altid prøve at lave en kombination vi tror på er vigtigt for os som opdrættere.

Og så kommer man til det her med sundhed. Som allerede nævnt har racehundeavlen (ofte uretmæssigt) fået ry for syge hunde og for at man avler efter kun at få fine hunde som kan vinde præmier på hundeudstillinger uden overhovedet at tænke på hundenes ve og vel. Der findes som nævnt ovenfor et fåtal racer, hvor dette desværre er sandheden. Hvor man har ændret racens udseende så ekstremt, at hundene får vejrtrækningsproblemer, problemer med deres gang og rørelser osv. Men det er virkelig undtagelsen. Kigger man på alle de forskellige godkendte racer der findes er det et meget lille fåtal, hvor dette er en realitet. Det er dog en rigtig effektiv skræmmekampagne og virker på mange som et fantastisk argument for næsten bevidst at forsøge at få så utypiske hunde som muligt frem for ”vi avler hvert fald ikke bare efter udseende”. Og i samme ånd bringes sundhed normalt på banen. Mange reklamerer med at sundhed for dem er det vigtigste, og det giver jo god mening for folk som skal købe sig en hund, de gerne skal have mange år fremover. Pyt med om den har lidt store ører eller kort pels, hvis den er sund og glad og rask! Sådan tror jeg vi alle ville tænke.

Forhåbentlig har alle som opdrætter et kuld hvalpe som mål at alle hvalpene skal blive sunde og raske og kunne leve lange liv med deres nye familie.

Men det her med sundhed er tit en del mere komplekst end man lige først tror, og garanti er stort set umuligt at give. Da vi startede for over tyve år siden øjenlyste man hundene inden avl og langsomt begyndte det at blive mere og mere normalt at man også HD fotograferede. Med årene kom så flere og flere problemer og mulige undersøgelser til. Patella, albueledsdysplasi og i senere år et utal af DNA-test som kan vise om hunden bærer anlæg for forskellige sygdomme. De sidste år er der også blevet mere og mere fokus på autoimmune problemer, epilepsi, sukkersyge, addison, pompes, allergi osv osv. Jo mere vi ved og jo mere vi kan teste for, jo mere bliver det en hel videnskab at sætte sig ind i arvegange, genetik osv.

For mange både opdrættere og hvalpekøbere virker det overvældende, og for mange bliver det utrolig svært at gennemskue, hvad der faktisk er farligt, og hvad der ikke er. De mange mulige test kan skræmme folk til at tro, at alle hunde faktisk lider af alle de problemer det er muligt at undersøge for i en race selvom det langt fra er tilfældet.

Vores motto er altid at forsøge at gå ud fra en helhedstanke og kun at anvende sunde og raske hunde i avl. Men for os kan en sund og rask hund godt have en minimal plet på et øje, hvis en dyrlæge som er specialist i øjensygdomme siger, at denne lille plet aldrig kommer til at påvirke hunden og med største sandsynlighed ikke er arvelig. En sund og rask hund kan også fx have en C-hofte, hvis det er en race der ikke har problemer med HD og en dyrlæge med lang erfaring som vi stoler på har sagt denne hund ingen tendenser har til HD eller artrose, men at den blot fx har lidt slappe led og derfor får diagnosen C selvom den klinisk er sund og rask. Mange racer passer ikke ind i det system der anvendes til at sætte bogstaver på hofter og får en ”dårlig” diagnose selvom de klinisk er sunde og raske. En sund hund kan for os også sagtens være DNA-testet for en sygdom og have fået resultatet bærer. Det betyder, at hunden ikke selv er syg, men at den bærer genet for at kunne give en syg hvalp, hvis den parres med en anden bærer. Undgår man det og parrer den med en hund der er testet og fri er problemet løst. Vi ser derfor stor forskel på en sund og velfungerende hund og diagnoser på papiret. Der er mange eksempler på hunde, som kunne have tilført fantastisk meget positivt til deres race, men som aldrig er blevet brugt i avl pga en bagatel fundet ved en eller anden form for test, som aldrig har påvirket hunden hele dens liv eller pga at en søster eller bror blev syg og man derfor ikke turde bruge den i avl. Er det at avle sunde hunde at udelukke sådan en hund fra avl? Ikke i vores øjne.

hjemmeside opdret5

Skrækken for at komme til at opdrætte en syg hvalp skræmmer mange, og man vil så gerne kunne give en garanti. Man vil så gerne tro, at hvis bare man har testet for det og det og hundene er fri, så bliver alle hvalpene det også og får heller ingen andre problemer. Desværre er det bare ikke sådan det er, og vi bliver derfor aldrig en opdrætter som reklamerer med, at vi kun avler på HD-frie individer eller aldrig bruger en bærer af en sygdom i avl, simpelthen fordi det efter vores mening er en falsk tryghed. Der findes ingen garanti – desværre. Dette er levende væsner og præcis som mennesker kan hunde blive syge. Vi kan teste og teste til vi bliver grønne i hovedet, men det ændrer ikke det faktum, at der stadig vil være nye sygdomme som vi ikke har fundet test for endnu eller at nye mutationer sker og nye sygdomme dukker op.

Det betyder selvfølgelig ikke at man skal være ligeglad! Som seriøs opdrætter i dag er man tvunget til at sætte sig ind i genetik og arvegange og forsøge at lære så meget som muligt om de sygdomme som er et problem i de racer man arbejder med. Vi prøver altid at undgå at komme til at opdrætte hunde som får et problem og resultater på sygdomme skal altid tages alvorligt. Men det vigtige er som sagt for os en helhed. Jo flere ting vi kan teste for jo mere umuligt bliver det at finde hunde som er fri for alt og så begynder det at blive en vurdering fra opdrætterens side. Og der er vores personlige vurdering altså, at vi fx hellere parrer med en hund med en ubetydelig plet i det ene øje hvis den hund tilfører alt muligt andet positivt og er sund og rask frem for at parre med en hund der selv er fri for alt den er testet for men har givet hvalpe med epilepsi. Ting i hundeavl er ikke sort og hvidt.

DNA test er et fantastisk redskab hvis man virkelig har en alvorlig sygdom i en race som man skal forsøge at avle udenom. Men jo større marked der bliver for dem jo flere ubetydelige test får vi også. Det er et kæmpe marked for dem som sælger de dyre test, og man bliver som opdrætter nødt til at tænke sig om, hvorvidt den sygdom man tester for rent faktisk er et problem i racen.

Man bliver også nødt til at forstå arvegangen og sygdomssituationen i racen for at vide, hvorvidt en bærer er et problem eller ej eller hvorvidt det er vigtigt at få en hvalp fra to testede forældre. Som hvalpekøber kan det være en falsk tryghed at købe hvalpe efter forældre der reklameres ud som testet fri for det eller det, hvis det viser sig at være sygdomme, som slet ikke findes i den pågældende race eller som ikke er et problem!

Opdræt bliver derfor for os som sagt en stor helhed. Alle hunde bærer på visse defekter, er de fri for de sygdomme man nu har testet for, bærer de nok på noget andet man ikke har opdaget endnu.

hjemmeside opdret7

Vi går ud fra sund fornuft kombineret med viden. Vi har læst utrolig meget om genetik og sat os ind i mange sygdomme og deres arvegange. Og den viden bruger vi sammen med vores helt naturlige sunde fornuft og mavefornemmelse. Findes der flere hunde med samme sygdom i nær familie eller har en hund selv haft problemer skal den selvfølgelig ikke gå i avel. Men en hund er ikke bare hofter eller bare øjne eller bare resultatet af en enkelt DNA test. Den genetiske variation, mentalitet, type og alt andet er lige så vigtigt for os. Og det er vigtigt for os at forstå, at ingen hund som sagt er perfekt, og at det som ser perfekt ud på overfladen, normalt skjuler noget andet under neden. Det vigtige for os er ikke om der findes en eller anden form for anmærkning på en hund, det er hvad den anmærkning er, hvordan den eventuelt påvirker hundens egen livskvalitet, og hvordan den kan komme til at påvirke eventuelle hvalpe fra den hund. Og i den henseende er meget lidt sort eller hvidt, og vi mener opdrættere er nødt til at turde at tage ansvaret for at tage beslutninger om hvilke hunde der kan bruges i avl og hvilke der ikke kan. Det er nemt at gemme sig bag at man kun bruger hunde der er testet for dette og hint og fri, men det er for os som sagt ikke så sort og hvidt som det, og ingen garanti for at man ikke kan få syge hvalpe ud af det eller hvalpe med mentalitetsproblemer, pelsproblemer eller andet. Derfor: vi gør altid vores bedste for at opdrætte så sunde og raske hunde som overhovedet muligt, det tager vi som en selvfølge, og det er heldigvis lykkedes os i alle år indtil nu. Men vi er ikke hysteriske hvad angår tests og resultater, og vi kommer aldrig til at slå på at vores hunde er fri for alle mulige sygdomme som kan testes for i den tro at så kommer vi også til kun at opdrætte hvalpe som er fri for alt som findes, for sådan er sandheden ikke for os.