herborvi2

Hvordan vores hunde lever

Vi bor på en gammel gård i Midtsverige omgivet af bjerge og skov. Her kan vi og vores hunde leve det liv vi altid har ønsket at leve.

Dengang vi kun havde få hunde boede de selvfølgelig i huset med os og levede som en del af familien; sov med os i sengen osv. Men jo flere hunde vi fik jo mere besværligt blev dette. Der var selvfølgelig de åbenlyse problemer som rengøring af huset og hundenes destruktivitet, men også for hundene selv blev det mere og mere stressbetonet. Da hundene gik fra at være to og tre til at være en flok på fire, fem og flere skete der noget med deres relation til os. De var pludselig så mange at flokken for det første blev vigtigst for dem og for det andet begyndte de at konkurrere om vores opmærksomhed. De virkede alle stressede og det blev vi også. Vi tog derfor beslutningen at lade vores hunde leve deres liv som det de er, nemlig hunde.

Vores voksne hunde bor derfor udenfor I store løbegårde. Bortset fra lagottoerne som ville fryse, de har deres eget hus som er opvarmet og med senge osv. Vi har bygget alle vores hundegårde større end myndighederne foreskriver, og vi har sørget for at gøre hundegårdene så sjove og naturlige som muligt for hundene at bo i. Gårdene har naturgrund hvilket betyder at hundene kan grave, hvis de vil, et naturligt instinkt for dem. I alle hundegårde er der også ting de kan gå under og gemme sig under ligesom der er noget de kan hoppe op på, dette er også naturlig opførsel for hunde og noget de ville gøre i naturen. Vores hunde får rå ben flere gange om måneden, hvilket betyder de altid har noget at tygge i, et andet naturligt instinkt. De har fuldisolerede hundehuse fyldt med halm og om sommeren har de solsejl for skygge. 
Vi lægger et stort arbejde i at sammensætte grupper af hunde, som trives med hinanden. Vi ønsker ikke at hunde skal leve alene, da det er imod deres flokmentalitet, men vi ønsker heller ikke de skal leve i alt for store grupper, som skaber stress og slåskampe. De fleste af vores grupper består af 4-7 hunde som lever sammen, eftersom vi har fundet ud af, at det for os er den optimale størrelse på en gruppe. Vi sætter hunde sammen som kan lide hinanden og trives med hinanden. I de fleste grupper sørger vi for at have en aldersspredning så der både er ældre og yngre hunde og i de fleste grupper er der også hunde af begge køn. Vi føler det fungerer bedst på den måde. Vi ser at vores hunde elsker og nyder denne livsstil, de leger med hinanden, interagerer og har et naturligt flokfællesskab.

Når en tæve er blevet parret kommer hun altid ind og bor med os inde I huset. Alle vores kuld hvalpe bliver født inde i huset med os og bor der til de er mindst 8 uger. Ofte ser vi folk reklamere for deres opdræt med at sige, at det er køkken- eller stueopdræt og vi kan sige, at selvom vi har mange hunde er det præcis det samme vores opdræt er, hvad end man nu måtte ønske at lægge i det ord. Alle vores kuld fødes og vokser op inde i vores køkken eller soveværelse og oplever alle normale ting i en familie, børn, katte, andre hunde og folk som kommer og går. Vi har oplevet at visse folk tror eftersom vi er en stor opdrætter at vores hvalpe ikke har det på samme måde som hvalpe hos en lille opdrætter eller ikke får den samme tid, men det er helt forkert.

I vores daglige rutiner starter vi altid med hvalpe og hunde inde i huset som kommer ud, der gøres rent og skiftes aviser osv. Når vi er færdige med det kommer alle hundene i løbegårdene ud at løbe. De bliver lukket løs en løbegård ad gangen og mens vi samler hundehøms, renser vandskåle og hundehuse, giver nyt vand osv får de lov at løbe frit rundt og lege. Det er vigtigt for os at vores hunde kan løbe løs og komme når vi kalder og have den glæde og frihed det giver dem. Fra vores hvalpekuld er ca 5-6 uger gamle begynder de at komme med ud kortere stunder hvor de løber frit og følger os med rundt og fra de er ca 8-10 uger får de normalt lov at være med udenfor hele dagen. De hvalpe vi selv beholder får altid lov at løbe løs rundt på grunden til de er ca 6 måneder gamle hvor vi beslutter hvilken flok de vil passe ind i og hvilken hundegård de skal bo i. I disse første måneder af deres liv sørger vi for at træne meget med dem, vi sørger for de lærer deres navn og at indkaldet med dem sidder som vi ønsker og lader den langsomt forstå konceptet med at bo her, at man kan løbe frit rundt og lege, men at man bliver på vores område og ikke løber for langt fra huset. Når de vokser op og bliver del af en flok hjælper det til at de ved, hvordan alt fungerer, og at de kan løbe løs med flokken uden at løbe væk. Alle hvalpe her leger også dagligt med alle de voksne flokke når de er ude at løbe og vores hunde er derfor meget sociale og nyder at være sammen med hinanden.
Når de voksne er ude at løbe sørger vi selvfølgelig også for at have kontakt med hver eneste hund, uddele klap og nus, tjekke at alt er okay med deres pels, negle, tænder osv og at de hver især får sin daglige dosis af menneskelig kontakt. Vi er to voksne som arbejder fuld tid med vores kennel. Selvom vi begge har en universitetsuddannelse som vi kunne have valgt at få karrierer med har vi valgt i stedet at bruge al vores tid med vores hunde. Modsat mange andre som må gå på arbejde og lade hunde og hvalpe være alene hjemme er vi her 24 timer om dagen. Dette er ikke bare et job, det er en livsstil for hele familien. Vi elsker vores hunde og elsker at tilbringe tid sammen med dem og det er derfor vi gør det her. Vi har tiden til at give hver hund det den behøver hver eneste dag, og det nyder vi.

Vi har altid været 100% åbne omkring hvordan vores hunde bor. Alle er velkomne til at komme på besøg og selv se, hvordan vi har det her. Nogle opdrættere lyver om antallet af hunde de har og visse mener per definition, at det må være dårligt, hvis hunde lever i hundegårde. Mange opdrættere lyver derfor overfor hvalpekøbere og fortæller de ikke har nogen hundegårde og at alle deres hunde bor som familiehunde, selvom de ikke gør det. Vi har aldrig ønsket at gøre det og ser heller ikke nogen som helst anledning til det. Vi ved, vores hunde har et fantastisk og naturligt hundeliv og vi viser gerne det med glæde til dem som måtte være interesseret. Vi ved også godt selv, at det liv vores hunde lever er et helt andet end det en hund lever, som bor alene med en familie, ligger i sofaen og er med i bilen hver dag osv. Men ærlig talt, vi tror ikke på det alternativ er et bedre eller mere naturligt liv for en hund. Vi respekterer det faktum at mange ikke ville ønske at leve med så mange hunde som vi gør med det medfølgende ansvar og arbejde, men vi håber og regner så samtidig også med at andre respekterer vores valg nok til ikke at dømme os på antallet af hunde vi ejer medmindre de rent faktisk har været her og besøgt os og vores hunde.

Vi har vores officielle godkendelse fra de svenske myndigheder til at have kennelen og de gør kontrolbesøg hvor de sikrer sig, at vi lever op til de forskellige love og regler.
Her følger et lille udvalg af billeder af nogen af hundenes løbegårde